Urtegaarden har fået ny ejer

Gitte Busck, der har været først medejer, siden eneejer, har solgt Urtegaarden til Vibeke Estrup.

Gitte vil gerne benytte lejligheden til at takke alle gamle som yngre kunder for mere end 30 års godt samarbejde og loyalitet. "Det har været en stor fornøjelse, i så mange år, at være med til at udbrede rene varer og ren besked. Jeg er sikker på at I stadigvæk vil nyde godt af Urtegaardens gode service og store udvalg af opskrifter og varer af høj kvalitet".

En drøm der er gået i opfyldelse...

Vibeke, der er uddannet cand. agro med speciale i produktion af økologiske medicinplanter, blev ansat ved Urtegaarden som produktspecialist 1. februar 2007 og har stort kendskab til Urtegaardens forskellige forretningsområder. Du kender nok allerede Vibeke, hvis du har haft tekniske spørgsmål til vores råvarer, har haft brug for hjælp til at finde rundt i lovgivningen, hvis du er leverandør, har fået udviklet private label produkter eller været på kursus i f.eks. fremstilling af flødeboller eller lotion.

Vibeke_Estrup

 "Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, at overtage Urtegaarden og jeg er stolt over, at jeg har fået muligheden for at føre det videre, der startede med Sumo Lotus' interesse for naturens råvarer tilbage i 1978. Urtegaardens motto er rene varer - ren besked og det er et motto jeg vil holde fokus på og arbejde for at styrke yderligere", siger Vibeke, der fremover stadigvæk vil varetage jobbet som produktspecialist, selvom hun er blevet direktør.

Læs mere om Urtegaardens historie og medarbejdere her

 

Urtegaarden 23. maj 2016