Appelsin frugtflæsk
Lav selv orange frugtflæsk med smag af appelsin
Mængde: 500 g
Tilberedningstid: 1,5 time
Holdbarhed: 1 måned i lufttæt emballage
Råvarer
1,5 g citronsyre (2 ml)
150 ml vand
255 g sukker
13 g citruspektin
150 g druesukker
2 ml appelsinolie
2 ml orange slikfarve
Redskaber
1 gryde (ikke aluminium)
1 vægt
2 kopper
1 måleske 2 ml
1 sprøjte
1 piskeris
1 dejskraber
1 bolsjevæv eller bagepapir
1 lille bradepande (20x30 cm)
1 kniv eller saks
Emballage
Plastposer eller krukker
Fremstilling
- I en kop fremstilles en citronsyreopløsning af 1 spsk. varmt vand og 1,5 g (=2 ml) citronsyre
- 150 ml vand varmes op til det er lunkent
- 13 g citruspektin og 25 g sukker blandes i en kop og drysses derefter i det lunkne vand under piskning. Bring gryden i kog og lad det småboble i 2 min. under omrøring til pektinen er opløst
- 230 g sukker tilsættes lidt ad gangen, så temperaturen ikke falder for meget
- 150 g druesukker tilsættes på samme måde
- Lad blandingen småboble i 10-15 min. under omrøring
- Tilsæt derefter citronsyreopløsningen, under omrøring og tag gryden af varmen
- Lad massen køle lidt af, skum evt. så overfladen bliver helt blank
- Tilsæt smag og farve og hæld massen op i bradepanden foret med bolsjevæv eller bagepapir
- Når frugtflæsket er stivnet kan det pudres med druesukker eller sukker
- Efter ½ times tørring skæres eller klippes frugtflæsket i tern og vendes igen i sukker eller druesukker, også på klippefladerne
- Opbevar frugtflæsket i en dåse med madpapir mellem lagene