Opskrift

Sukkerfri blåbærvingummi

Lav selv blå sukkerfri vingummier med blåbærsmag. Langsommere optageligt alternativ

Mængde: 500 g
Tilberedningstid: 1 time, tørretid 1½ døgn

Holdbarhed: 1 måned i lufttæt emballage

Råvarer

Gelatineblanding:
130 ml vand
65 g gelatine
Grundmasse:
500 ml maltitol
Øvrigt:
1,5 g citronsyre (=2 ml)
2 ml blåbæraroma
3 dråber rød slikfarve
11 dråber azulen

Redskaber

2 gryder min. 2 l. (ikke aluminium)
1 vægt
1 dejskraber
1 grydeske
2 ml måleske
1 målesprøjte 2 ml
1 teske
1 glasskål (min. 3 dl)
1 termometer (min. 135°C)
1 bolsjevæv eller bagepapir
evt. ophælderpose
Forme, udstiksæt eller saks

Emballage

Plastposer eller anden lufttæt emballage

Fremstilling

  1. En glasskål (min. 3 dl) placeres i en gryde med vand, så vandet går lidt mere end halvt op på skålen. Tag skålen op og opvarm vandet i gryden til kogepunktet, tag gryden af varmen
  2. Gelatineblandingen: Mål vandet op i skålen og drys gelatinen heri. Rør forsigtigt, så al gelatinen bliver fugtig
  3. Sæt skålen med gelatineopløsningen tilbage i det varme vandbad og læg låg på så opløsningen holder sig varm og flydende til den skal bruges
  4. Grundmassen: I en 2 l gryde opvarmes maltitolen på næsten fuldt blus, uden låg og uden omrøring til 130 °C. Tag gryden af varmen og lad maltitolen afkøle til 100 °C
  5. Øvrigt: Når maltitolen er afkølet til 100 °C tilsættes 1,5 g citronsyre (= 2 ml) og nu røres den flydende gelatineopløsning i maltitolen
  6. Tilsæt 2 ml blåbæraroma, 3 dråber rød slikfarve og 11 dråber azulen, rør til det er jævnt fordelt
  7. Når massen er afkølet til 70 °C kan den hældes op
  8. Plastforme: Pensl alle fordybninger med ganske lidt madolie, ophældning foregår nemmest med ophælderpose
    Massen kan alternativt hældes ud i ½-1 cm tykkelse, på et bolsjevæv eller bagepapir og evt. pudres med majsstivelse
  9. Efter 1 times tørring, kan figurer skæres, klippes eller stikkes ud og vingummierne kan evt. pudres med majsstivelse på skærefladerne

* Maltitol kan ved indtagelse af mere end 30 g om dagen, give diarre